Pianohus, Brabrand
Juhl-Sørensen A/S har solgt klaverer og flygler siden 1895 i Aarhus, og nu foregår det fra et nyopført hus, der smukt samler alle firmaets funktioner i et moderne musikmiljø.
Digitale pianoer fylder showroomet når man kommer ind hos Juhl-Sørensen A/S i Brabrand. Det nye, store lager er også fyldt med de moderne instrumenter. Men i det samme hus finder man også klassiske klaverer og flygler, med en særskilt afdeling for Steinway & Sons, som Juhl-Sørensen A/S er distributør af.
Under samme tag finder man koncertsal, klaverværksted, administration og en afdeling med lyd- og video suiter. Med de nye rammer er det muligt for musikere og musikelskere at dyrke pianoet og mødes omkring instrumenterne. Akustik har derfor haft stor betydning for indretning af alle rum.
Man kommer som gæst ind i et dobbelthøjt rum med høje vinduer, der opleves ligeså dramatisk som klavermusik også kan være. Udgangspunktet for huset og indretningen er et råt betonhus, som er kontrasteret af vægflader med lærketræsfinér, som både giver varme til rummet og har en markant virkning på akustikken.
Den centrale ”krop” iklædt stripepanel i random design understreger rummets højde, især ved at trappen føres op langs den indre facade. Hos Juhl-Sørensen A/S har man i indretningen arbejdet med akustik i en kombination af løsninger, hvor alle flader og inventar er i spil. Det har givet en foranderlig og farverig indretning, der understøtter firmaet og stedet som et imødekommende og levende mødested.